I 2007 besluttede familien Allegrini at investere i Montalcino i Toscana, hjemsted for én af Italiens mest berømte vine; Brunello di Montalcino.

I Podernovi købte man den pragtfulde ejendom San Polo, hvor man råder over 20 hektar jord på Montalcinos sydlige skråninger. 16 hektar er beplantet med vin og ca. halvdelen bruges til at producere Brunello di Montalcino.

Ved siden af de smukke oprindelige bygninger har man anlagt moderne vinificerings- og modningslokaler, de er nærmest skjult under jorden og på den måde flot integreret i landskabet. Det giver mulighed for perfekt temperatur og fugtighedskontrol under hele processen og desuden kan man behandle druer og vin uden brug af pumper m.m. hvilket er i harmoni med San Polos ønske om at producere miljørigtige vine.

Også i vinmarkerne viser man omtanke for naturen med en rent økologisk tilgang til vinproduktionen. I 2013 modtog San Polo Montalcino - som det første vinhus i Toscana - den respekterede CasaClima certificering for miljørigtig produktion og siden 2017 er vinene fra San Polo certificeret økologiske. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev