Edoné Cuvée de Maria

Edoné Cuvée de Maria er lavet på 100% Chardonnay fra husets økologisk dyrkede vinmarker beliggende i en højde på 1.050 m.o.h. Takket være områdets biodiversitet og kølige nætter opnår man druer med en fantastisk friskhed, aroma og med en perfekt balance mellem frugtsødme og syre, som man skal bruge til en Méthode Traditionelle mousserende vin. Udbyttet holdes nede på ca. 6.000 kg/ha. (43 hl/ha.), noget som desuden giver vinene en god koncentration.

Førstegæringen foretages på temperaturregulerede ståltanke, efterfulgt af en malolaktisk gæring. 3% af vinen modnes kort på tidligere brugte franske træfade, mens hovedparten modnes på ståltanke. Andengæringen foregår på flaske og varer i 24 måneder.

Edoné Cuvée de Maria har en lysgylden farve og en livlig mousse med meget små bobler. Både udseendet og duften minder meget om en champagne. I næsen er vinen frisk og sprød, med delikate toner af krydderurter og lindeblomst samt lidt mere eksotiske nuancer af abrikoser, grape og passionsfrugt. Smagen er ligeledes sprød og delikat, med god tørhed og meget lækre noter af lime, ferskner og en smule vanilje. Vinen slutter med stor finesse og en dejlig afrundet og vedvarende eftersmag. En virkelig lækker mousserende, som er anvendelig både som aperitif og til skaldyr, fisk, pasta, kylling eller kalv samt frugtdesserter.