Nazi vin under gulvbrædderne

Becov nad Teplou Slottet
Hvor længe skal du gemme din vin, før den bliver penge værd?

Det kommer selvfølgelig an på kvaliteten af vinen, men passer du godt på den kan den blive en mindre formue værd. 

Gemt under gulvbrædderne har en samling vine overlevet naziregime, den kolde krig og ivrige skattejægere. Nu bliver de op til 150 år gamle vine sat til salg, med en vurdering på intet mindre end 1,1 million euro.

På det tjekkiske slot Becov Nad Teplou, har man i mange år været i besiddelse af en betydelig vinsamling, der blev efterladt Beaufort-Spontin familien der boede på slottet, men måtte flygte ved 2. verdenskrigs slutning på grund af anklager om samarbejde med nazisterne. 

Den tjekkiske regering overtog slottet efter krigen, og allerede tilbage i 1985 fik man et tip om at familien Beaufort-Spontin, havde hyret en privatdetektiv der skulle opspore de store værdier familien havde gemt på slottet, i håb om senere at kunne smugle dem ud.

Vinen tjekkes

De tjekkiske myndigheder gik i gang med deres egen skattejagt på slottet, og under gulvbrædderne fandt man den enestående samling af sjældne årgangsvine, der i årtier havde ligget gemt i sikkerhed for plyndrende soldater og ikke mindst, tidens tand.

Siden da, har vinsamlingen været opmagasineret i kældrene under Becov slottet, men de seneste års store efterspørgsel på dyre årgangsvine har sat gang i beslutningen om at få vurderet og solgt vinene. De 133 flasker er for de flestes vedkommende fra mellem 1856 - 1899; dengang Fransk vin var dominerende på markedet og flere år før vinlusens hærgen. 

 

Vurderet af førende eksperter

Det er ikke hverdagskost at vine med så mange år på bagen sættes til salg. For at vurdere vinenes tilstand og kvalitet, tilkaldte de tjekkiske myndigheder derfor 2 master sommeliers, samt Greg Lambrecht, manden der har opfundet Coravin - et system der med en fin nål, tillader at man kan tage en prøve af en vin uden at fjerne proppen og bryde forseglingen.

Med en specialudgave af Coravin værktøjet, med en særlig tynd nål, har Lambrecht taget prøver af 14 vine. Smagen af vinene beskrives som "Extraordinary" og ifølge Lambrecht var det bogstavelig talt, de bedste vine han nogen sinde havde smagt.

Blandt vinene var en portvin fra 1850'erne, rødvin fra Corton Charlemagne årgang 1892 og flere årgange af Chateau d'Yquem, blandt andet de 3 eneste tilbageværende eksemplarer af årgang 1899 - en vin der alene er vurderet til omkring 80.000 euro.
Vinene bliver sat til salg senere på året.

vinene undersøges omhyggeligt
Hvordan overlever vin så længe?
At vinene har overlevet så længe, skyldes de mange år de har ligget urørte, uden ydre påvirkninger fra lys og varme. Man behøver dog ikke have et helt slot for at gemme sine vine i mange år - et vinkøleskab er den perfekte måde at gemme sine dyre vine på. En tommelfingerregel for om vinen kan blive mere værd senere hen, er at der skal være tale om en berømt, gerne legendarisk producent, vinen skal være fra en god årgang og endelig skal den have fået flotte ratings af anerkendte vinanmeldere.

Hvad synes du, hvilke vine ville du gemme de næste 50-60 år, og ville du sælge eller drikke den når tiden var inde?

 

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.