Champagneflaskens hemmelighed

Krug flasker på køl

Når man nyder et glas Champagne ved festlige lejligheder, kan det være nemt at forledes til at tro at den eneste forskel på en flaske Rødvin og en flaske Champagne er indholdet, men de eksklusive flasker gemmer på meget mere end det.

Champagneflasken er meget anderledes end en almindelig rødvinsflaske. Den er designet med det specifikke formål, at holde på trykket fra de millioner af bobler der er i en Champagne.

Når man kigger nærmere på en Champagneflaske, er noget af det første man ser, at Champagneflasken er en lille smule bredere end en almindelig vinflaske. Alligevel fremtræder den ligeså elegant som det indhold den gemmer på. Flasken har skrånende "skuldre", som på en Bourgogneflaske og så har den en fordybning i bunden.

Fordybningen er med til at forstærke flaskens bund og så gør den håndteringen af flasken nemmere; under gæringsprocessen ligger Champagneflasken med bunden i vejret og drejes en lille smule hver dag for at samle gærresterne i flaskens hals, så de let kan fjernes senere. Prestige Champagnen Cristal kommer i øvrigt i en fladbundet flaske; Zar Alexander bad Roederer om at lave en Champagne i en fladbundet flaske - zaren var bange for at attentatmænd kunne anbringe en bombe i fordybningen på almindelige flasker.

Champagneflasken er lavet i tykkere og tungere glas for at kunne modstå trykket fra kulsyren, der opbygges under vinens gæring. Trykket kan være helt op til 6 bar - næsten 3 gange så meget som i et bildæk.

Gæringen foregår som regel i 75 cl eller 1,5 liters magnumflasker. Men som du også vil kunne se på vores hjemmeside, findes Champagne i mange forskellige flaskestørrelser. Mange af dem med bibelske navne; næste størrelse efter magnum er Jeroboam på 3 liter. Så kommer Rehoboam på 4,5 liter, Methuselah på 6 liter, Salmanazzar på 9 liter, Balthazar 12 liter og Nebuchadnezzar på 15 liter.

Endelig findes der, som noget helt unikt, en gigantisk 30 liters flaske. Den har meget passende fået navnet Midas, efter kongen der forvandlede alt hvad han rørte ved til guld. For øjeblikket er det kun Prestige Champagnen Armand de Brignac der tilbydes i denne størrelse.

Som en sjov ting, kan det nævnes at de store flasker bedst egner sig til fremvisning og ikke vinder synderligt ved yderligere lagring. Som nævnt lagrer man traditionelt Champagne i standard 75 cl og 1,5 liters magnum flasker. Alle flasker over denne størrelse bliver dekanteret (eller omhældt) med indholdet fra disse to størrelser, hvorved noget af kvaliteten altså går tabt. Men det ændrer jo ikke på flaskernes imponerende udseende.

Det sidste særlige kendetegn ved Champagne, er proppen. Som alt andet ved de gyldne dråber, er proppen også noget helt specielt. Champagnepropper er lavet af flere slags kork, der er limet sammen. I modsætning til almindelige vinpropper der er lige, er Champagneproppen nærmest svampeformet på grund af trykket i flasken.

Den nederste del af proppen bliver komprimeret inden den sættes i flasken, hvorefter den udvider sig så den slutter fuldstændig tæt i flasken. Når proppen fjernes vil den hurtigt udvide sig til den kendte champignon form - jo mere den udvider sig, des bedre kvalitet af proppen.

I øvrigt kan du finde vores guide til korrekt åbning af Champagneflasken hér

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.