Nye afgifter på vin fra den 1. oktober 2025

Du har måske allerede hørt om det i medierne: Fra 1. oktober træder der nye regler i kraft i Danmark – det såkaldte udvidede producentansvar for emballage (UPA). Kort fortalt betyder det, at de fleste produkter fremover bliver pålagt ekstra gebyrer og afgifter for emballage og genanvendelse. Målet er at mindske affald og øge genbrug.

For vin betyder det, at priserne fra 1. oktober stiger en smule. Hvor meget afhænger af flaskens vægt – de letteste vine stiger med ca. 3 kr. (inkl. moms), mens de tungeste flasker vil stige med op til ca. 10 kr.

Udvidet producentansvar – hvad betyder det for dig?

Fra 1. oktober 2025 indføres der i Danmark nye regler om udvidet producentansvar (UPA). Det er en del af EU’s arbejde for at reducere affald og øge genbrug – og Danmark bliver faktisk det første land i Europa, der gennemfører ordningen fuldt ud.

Kort fortalt betyder det, at virksomheder fremover skal betale en miljøafgift på emballage og engangsprodukter. For vin er det især flasken, der tæller – den står for 80-90 % af afgiften. Jo tungere flaske, jo højere miljøtillæg.

👉 For at gøre det enkelt og gennemskueligt har vi valgt at lægge et fast tillæg på 5 kr. pr. flaske. Det fordeler afgiften nogenlunde ligeligt på alle flasker, uanset vægt.

Vi ved, at nye afgifter kan virke lidt ærgerlige. Men vi vil fortsat gøre, hvad vi kan for at vælge lettere flasker og mere bæredygtige løsninger, så miljøaftrykket – og prisen – holdes nede.

Har du spørgsmål? Du er altid velkommen til at tage fat i os.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.