Kollektion: Cascina Ballarin Piemonte
I ægte italiensk tradition er Cascina Ballarinet familiefirma, hvor nu 3 generationer af familien Viberti (den fjerde er også på plads) har efterfulgt hinanden siden etableringen i 1928.
Som det ofte er sædvane ude på landet i Piemonte, giver man hinanden øge-/ kælenavne og Giovanni Viberti, som startede vingården, blev kaldt ”ballarin”, da han altid var klar til en dans ved de mange fester i området. Hans gård blev derfor døbt ”Cascina Ballarin” (”Danserens vingård”), og det er således også ham, der er inspirationen bag det dansende par, der er aftegnet på etiketterne.
I dag er det brødrene Giorgio og Giovanni (den yngre…) Viberti der driver vingården og de ca. 7,5 ha. vinmarker, men alle medlemmer i familien deltager i det daglige arbejde på ejendommen i La Morra.
Nogle af deres parceller hører til blandt de absolut bedste i området – eksempelvis besiddelserne i Bussia, Bricco Rocca og Giuli, der nærmest har status som ”Grand Cru”-marker. Tilmed er vinstokkene på nogle af disse parceller over 50 år gamle, så grundlaget for at producere topkvalitet bliver ikke meget bedre.